“Min sjæl er bedrøvet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!" Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil." Matthæus 26,38-39.
Når en havemand ligger på knæ, er han nok ved at lægge kartofler, sætte kål eller plante nye dejlige blomster og buske i sin have. Men hør her om en havemand, som ligger på knæ af en helt anden grund: Jesus i Getsemane have. Det var aftenen før hans lidelse og død. Han og vennerne havde været sammen til påskefest i et af husene i Jerusalem. Ud på aftenen gik de ud af byen til Getsemane have, hvor de ofte var sammen. Her voksede oliventræer så gamle, at de også kunne have været vidne til, at kong David 1000 år tidligere vandrede i haven. Og her var spæde planter, som her 2000 år efter måske stadig vokser i haven. Jesus måtte på knæ.
Matthæus fortæller, at Jesus sagde til sine venner: "Min sjæl er bedrøvet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!" Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil." (Matt 26,38-39). Han kæmpede med sin fader i bøn. Var det muligt at undgå henrettelsen, dommen og korsdøden? Nej, det var ikke muligt. Men havemanden fandt hvile i Guds vilje.
Da han rejste sig fra bønnen, havde han fået styrke til at lade sig fange, dømme og henrette. Den skyldfri og gode døde i vort sted. Og han opstod påskemorgen. Dermed var tilgivelsens og håbets have en realitet her på jorden. Her planter havemanden sine stiklinger i dag. Her kan vi gro. Mørket og døden skal ikke få bugt med dem, som er plantet i tilgivelsens have. Det har havemanden sørget for. Tilgivelsens have findes der, hvor mennesker plantes i troen på Jesus Kristus.