"Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" Matthæus 22,15-22.
Meget af det, Gud giver os, giver han os gennem andre mennesker. Gennem forældre og familie. Men også gennem andre mennesker i samfundet, som går trofast på arbejde. Det bliver klart for os, når vi gennemgår et døgn i vores liv:
Du står op og tænder lyset kl. kvart i syv. Hov, hvor kom lyset lige fra? Fra elnettet! I den anden ende produceres strøm. Vi kunne ikke selv producere det. Andre går på arbejde og gør det. Og du går på toilettet. Hvem satte fliserne på væggen og lagde afløb i gulvet? Og hvem sørger for vand i hanerne? Vi har ikke gjort ret meget af det selv. Og ude i køkkenet åbner du en mælkekarton og hælder mælk på havregrynet. Hvornår malkede du sidst selv en ko og sørgede for, at der blev muget ud i stalden. Det er ret længe siden. Og hvor kommer kornet fra, som bageren bagte brødet af. Og fiskene, som er i tun-dåsen? Alt kommer til os gennem andre. Og til og med er der er fred i landet. Vi har en øvrighed, som sørger for god orden. Politi og domstole fungerer.
Vi kunne fortsætte med cykelstien, skolen, arbejdspladsen og studiestedet. Og butikken, hvor du handler sidst på dagen. Og din telefon og al den elektronik, du benytter dig af. Vi har kun bidraget med en brøkdel til alt dette. Hvordan kan vi da være utilfredse? Og sygehuset og vagtlægen, de er der bare.
Det er alt sammen ”kejserens”, øvrighedens og samfundets indsats. Det kommer fra andre borgere, som arbejder. De arbejder for dig. Skulle du så snyde i skat og være utaknemmelig? Skulle du ikke stå op og gøre, hvad du kan? Og takke Gud!
Vi er hver især en lille brik i et samfundsliv. En nødvendig brik. Og vi har grund til at være dybt taknemmelige for alle disse gaver. Du beder hver dag: ”Giv os i dag vort daglige brød!” Og du får det af Gud. Rigeligt og dagligt! For alt det skylder du at takke og prise ham og tjene ham og være ham lydig! Guds godhed gennem andre, også gennem vantro mennesker, er vores brændstof og energikilde hver eneste dag, så vi står op og påtager os det arbejde, der er vores, og bidrager til samfundet med, hvad vi skylder "kejseren".