Andagt
Matthæus 10,28-31: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
Vi skal frygte Gud, fordi Gud er herre over liv og død. Det er mennesker ikke. De kan slå legemet ihjel, men de bestemmer ikke over sjælen. Det gør Gud! Han bestemmer både over legeme og sjæl. Og han kan lade begge dele gå fortabt i helvedet på dommens dag.
Hvorfor da frygte mennesker? De er jo bare - som vi selv – i dyb nød. Andre mennesker behøver - ligesom vi selv - en almægtig Far, som tilgiver, og en Herre, som går i døden og frelser os. Og det er netop, hvad vi har som kristne. Når vi ved dåben og troen er blevet Guds børn, er Gud vor Far og Frelser. Da kan vi tage os til hovedet og få fat i håret. Gud tæller vore hovedhår, og han ”tæller hver en tåre, som vi fælder. Han os føder og os klæder, midt i sorgen han os glæder.”
Hvis det er at være kristen, da er det godt at være kristen. Men sådan er det virkelig at være kristen. Gud, den Almægtige Skaber, er med i alt det, der sker i dit liv. Han er med i det som din gode Fader og Frelser. Det kan du stole på, fordi Gud blev menneske, og fordi han som menneske døde for vores synder og opstod fra graven.
Derfor gælder begge dele: Frygt Gud. Og frygt slet ikke! Frygt Gud, som råder over liv og død, sjæl og legeme, og som selv blev menneske og vores tjener og frelser. Og derfor skal vi ikke frygte for noget som helst – uden dette – at blive herreløse og gudløse.