.

Tilbage til forsiden
Andagt

En discipel står ikke over sin mester

Jesus siger: "En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre." Matthæus 10,24-31.

Som kristne skal vi ikke forvente, at det går os meget bedre end vores mester. Det må være nok for os, at det går, som det gik ham. Og det gik ham jo ikke altid godt. Han prædikede, hjalp, velsignede og brugte sit liv i den opgave, som var blevet hans som verdens frelser. - Og alligevel søgte man at slå ham ihjel, både da han var spæd i Betlehem og senere da han han gik omkring og gjorde alle ting vel. Han blev fristet i en ørken, ringeagtet for at være sammen med toldere og syndere, svigtet af sine disciple, og han blev pint, korsfæstet og begravet - og opstod fra døden.

Vi er ikke verdens frelsere. Men ved troen på Jesus er vi forenet med ham fra fødsel til død. Og han har lovet os en salig opstandelse fra dø døde, fordi han bar vore synder og opstod, for at vi kan opstå. Og i vort liv her i tiden har vi helt bestemte opgaver. Vi har ansvar. De mennesker, vi særligt kender og hører sammen med, er afhængige af os, ligesom vi er afhængige af dem. Vi har opgaver i samværet med dem.

1) Vi skal dele, hvad Gud har givet os til livets ophold, med hinanden. Gud velsigner mad, penge og ejendom for os, så vi kan dele det med andre. Husk på, hvordan Jesus velsignede 7 brød i ørkenen og gav dem til disciplene, så de kunne dele dem med flere tusind mennesker (Markus 8,1-7).

2) Og vi skal bevidne Evangeliet om frelsen i Jesus Kristus overfor andre mennesker. Der er mange måder at gøre det på. Gud velsigner os med sit ord om tigivelse og frelse, så vi kan give nåde og tilgivelse videre til andre. Han "hvisker os det i øret", for at vi kan "forkynde det fra tagene" (Matt 10,27).

www.vivit.dk. Den Evangelisk-Lutherske Frikirke. LGJ. post@vivit.dk