.

Tilbage til forsiden
Andagt

Journalister og apostle

Så drog de ud og prædikede, at folk skulle omvende sig (Mark 6,12).

En avis, som ikke udkommer, går avisdøden i møde. Journalister, som kun skriver til sig selv og hinanden, vil snart miste deres job. Det er slet ikke en avis, de laver, men et internt hyggeblad for ansatte.

Men nu findes der en gruppe af mennesker, som har fået fat i verdens bedste nyheder. Det er os kristne. Vi har fået evangeliet om Jesus Kristus. Det handler om, hvordan Guds søn blev menneske, kom til os, bragte kærligheden tilbage på jord, led straffen for vore synder og sejrede over den Onde og over døden.

Lyder det som en gammel historie? Det er det også. Men samtidig er det verdens bedste nyheder. For Jesus Kristus er aktuel hver eneste dag. Vi har brug for Guds tilgivelse, som han giver os gennem Jesus Kristus. Vi behøver redning fra døden og dommen. Gud giver håb og fremtid dér, hvor alt ellers var håbløst. Han viser vej dér, hvor livet er blevet ufremkommeligt.

Men forestil dig så, at vi kristne trækker os tilbage og aldrig deler evangeliet med andre. Et hyggeligt lille "blad-hus", hvor man holder nyhederne for sig selv. Kan det kaldes en kristen kirke? Vil den overleve? Hvad tror den selv på?

Avis-død er ikke rart for journalister. Men verden kommer sig nok over det. Anderledes tragisk er det, når vi kristne låser os inde med kærligheden og opstandelseshåbet. Da er der gået noget galt i huset.

Læs i Markus 6,7-13 om, hvordan Jesus udsender sine disciple med verdens bedste nyheder. Nyhederne skal ud - også i dag.

Bøn: Kære Gud og Far i himlen. Tak for evangeliet. Tak at det er til os. Og tak, at det er til andre.

LGJ, www.vivit.dk. post@vivit.dk