Målestok” Det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.” (Markus 4,24) På illustrationen ser vi målestokken! Mål engang bitterhed, had, misundelse, uvenskab, fjendskab og dømmesyge med Jesu hjerte. Resultatet er overraskende. Det var jo ham, som på korset bad for sine fjender. Det var ham, som bar verdens skam, for at vi kunne få den ære at være Guds børn – på trods af vore synder. Hvordan kan vi da i smålighed dømme hinanden? Hvordan kan vi da kræve, at vi skal behandles rimeligt og retfærdigt af vor næste? Hvordan kan vi da bære på nag? Og når vi ser mangler og fejl hos hinanden i menigheden og bliver trætte af os selv og hinanden, da lad os bedømme situationen ud fra Kristus – igen. Når vi måler hinanden med vore egen selviske målestokke, vokser kritikken, og vi mister både hinanden og Kristus. Men måler vi med Kristi hjerte, kan vi åbne os for hinanden, og Kristus bliver så meget mere nødvendigt for os alle. Lad os måle alt ud fra Kristi stedfortrædende lidelse og død for os og for alle. Da ser vi os selv og andre i det rette lys. Syng ”Gak ud, min sjæl, betragt med flid”, DS 674. Illustration Jens Nex. Tekst Leif G. Jensen. www.vivit.dk - juli 2012 |