Familie
For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor.
Markus 3,35Min bror, søster og mor! Hvad ligger der ikke i disse tre navne! Et nært forhold, tillid, og tryghed, fordi vi kan regne med omsorg, hjælp og beskyttelse fra ham. Tænk, at være Jesu bror, søster og mor.
Sammenhængen, Jesus sagde dette i, viser os mennesker forsamlet hos Jesus for at lytte til hans undervisning og få hjælp. I den situation kom hans mor og brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor.
Noget tyder på, at Jesu mor og søskende ønskede at bremse ham i det, han var i gang med. Sådan kan de, der synes at stå Jesus nær, være ham fjernest.
Jesu familie er dem, der gør Guds vilje. At gøre Guds vilje hænger sammen med at komme tæt på Jesus og være med i den skare, som omgiver ham, når han hjælper og prædiker. De gør Guds vilje. For Gud vilje er først og fremmest, at vi omvendes og kommer til erkendelse af sandheden. Guds vilje er, at vi bliver hans børn. Og han får sin vilje med os, når vi er hos Jesus.
Her modtager vi hans nåde. Og her vejledes vi til at tjene Gud og vor næste.
LGJ