Andagt
Markus 3,20
Der findes en regel om, at man skal have en pause på 11 timer til søvn, hvile og mad mellem ens arbejdsdage. Det er en god regel i et samfund, hvor mange er tilbøjelige til at presse både sig selv og andre for pengenes og produktionens skyld.
Men reglen gælder ikke en enlig mor med et sygt barn. Hun er om nødvendigt til rådighed 24 timer. Hendes kærlighed til barnet sender hende på uafbrudt arbejde. Reglen gælder heller ikke, hvis man står som eneste sygeplejerske på en missionsstation i en befolkning med mange sygdomme og lidelser. Nøden sender på arbejde.
Penge og produktion kan man sætte regler for. Men arbejdstids-regler ophører, når man står overfor menneskelig lidelse og nød. Da kalder Skaberen os til at vise omsorg og til at hjælpe.
Det kendetegnede Jesus Kristus under hans liv på jorden. Han viste omsorg og ofrede sig selv på en måde, som ikke har sin lige. Der fortælles f.eks., at han engang var kommet hjem fra en fodrejse med mange opgaver. Men før han havde fået tid til at spise, kaldte nøden atter på ham: Så kom han hjem, og der samledes igen en skare, så de ikke engang kunne komme til at spise (Markus 3,20). Der var ikke noget, som kunne standse ham i hans ønske om at hjælpe en verden i lidelse og skyld. Ikke engang Satan eller døden. Efter at have tjent mennesker gennem tre år påtog han sig til sidst al menneskelig ondskab som vores stedfortræder og bar vores straf. Tre dage efter oprejste Gud ham fra de døde. Og dermed havde han sejret over dødens og Djævelens magt.
11-timers-reglen kan være nyttig for os på arbejdspladsen. Men intet kan sammenlignes med den kraft og styrke, man får, når man sætter sin tillid til Jesus Kristus.
LGJ, www.vivit.dk. post@vivit.dk