.
Markus 3,1-6
Hvad skal man røre ved i dit liv, for at du kommer op på mærkerne? Hvad skal der til for at tirre og udfordre dig, så du siger: “Hertil og ikke længere!”? Ville du være tolerant og mild, hvis en nabo huggede armen af dig? Nej vel! Der er en grænse. Men det er der nok også, hvis nogen fortæller dig, hvad de dybest set mener om dig. Vil du tage det til dig eller afvise det?
Jesus Kristus er ikke kommet for at ødelægge noget menneske, men for at bringe sandhed og frelse ind i vore liv. Alligevel forsvarede mange mennesker sig mod ham, da han levede på jord. Ja, det gik så vidt, at nogle ønskede ham af vejen. Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel (Markus 3,6). Hvad havde han da gjort? Han havde udfordret dem ved at helbrede et sygt menneske på deres helligdag. Han havde antydet, at de midt i deres fromhed ikke var bedre end forbrydere. Han spurgte dem: ”Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?” (Markus 3,4). De følte, at han trådte på noget af det helligste, de havde, på sabbatten og deres overholdelse af Guds bud. Derfor slog de ham ihjel. Alligevel fik de ikke bugt med ham. For da han døde og opstod, bar han deres straf og vandt over dødens magt i deres liv - og i vores liv.
Siden har han trængt sig på for at komme ind i menneskers liv med tilgivelse og evigt liv. Han ser døden og selvretfærdigheden i vore hjerter. Og han ved, at ingen af os kan leve, hvis vi ikke får fællesskab med ham. Derfor er han nødt til at afsløre os. Hvor mærkeligt og hvor frygteligt at forsvare sig imod ham!
LGJ, www.vivit.dk. post@vivit.dk