Andagt
Markus 2,1-12
Vi har både sjæl og legeme. Sjælen er vores person og vort jeg. Legemet er kroppen med hud og hår. Sjæl og legeme er en enhed. Når man er glad og ved godt mod inderst inde, har legemet det bedst, ligesom et sundt legeme påvirker ens livsmod positivt. Derimod kan det sætte sig spor i legemet, hvis man er knuget af skyld. Og legemlig sygdom kan gøre sjælen træt og tung.
Markus fortæller om en ung mand, som var lam. Men han havde nogle venner, som bar ham hen til Jesus. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: “Søn, dine synder tilgives dig!” Og derefter helbredte han også hans legemlige lidelse (Markus 2,1-12). Jesus vidste, at hvis manden skulle virkelig hjælpes, skulle han hjælpes både i sjælen og i legemet.
Det er der også mange, der ved i dag. Derfor har vi både læger og psykologer. Men Jesus havde noget, som hverken læger eller psykologer råder over: Guds tilgivelse.
Desværre er der ikke stor efterspørgsel efter tilgivelse. Vi har nemlig alle svært ved at indse og bekende vores skyld, og vi gør mange forsøg på at bortforklare, når vi har syndet mod Gud og mod hinanden. Men resultatet er, at vi lammes og ikke kommer ud af stedet. Da har vi brug for at høre om, at den unge mands problem ikke kun sad i hans lamme ben, men i hans sjæl. Jesus både tilgav og helbredte ham.
Jesus Kristus har givet den kristne menighed magt til at tilgive mennesker i Guds navn. Han sørger både for vort legeme og vort følelselsliv. Læger og psykologer bliver brugt af ham. Men til sidst tager han det helt i sin egen hånd på opstandelsens dag, når han oprejser vores legemer fra graven. Intet menneske er for alvor hjulpet, før det er blevet tilgivet af Gud.