.

Tilbage til forsiden
www.vivit.dk/andagt

Svigermor

Og straks de var kommet ud af synagogen, kom de ind i Simons og Andreas' hus sammen med Jakob og Johannes. Simons svigermor lå med feber, og de fortalte straks Jesus om hende. Så gik han hen og tog hendes hånd og rejste hende op, og feberen forlod hende, og hun sørgede for dem. Markus 1,29-31.

Der er fortalt mange vittigheder om svigermor. Hun blander sig. Hun vil bestemme. Hun vil være herre i huset, når hun kommer på besøg. Det ry har hun fået.

Men hvem er hun egentlig? Hun er først og frem­mest den kvinde, som bar din ægtefælle som barn. For år tilbage stod hun i kulissen, da der var bryllup. Og måske er der gjort for lidt for at pleje fælles­ska­bet med hende siden. Arbejde og venner gjorde afstanden alt for stor. Og hvad er hendes op­gave i dag? Bliver hun blot tålt i familien? Så er det måske derfor, hun i nogle tilfælde forsøger at til­kæm­pe sig en plads, som ikke er hendes?

Er vi ikke alle sådan indrettet? Vi vil gerne betyde noget for andre. Hvis vore nærmeste ikke giver os lov til det, sætter vi os måske på dem. Eller vi giver i stedet op og lader hænderne synke.

Simon Peter havde også en svigermor. Markus fortæller: Og straks de var kommet ud af synagogen, kom de ind i Simons og Andreas' hus sam­men med Jakob og Johannes. Simons sviger­mor lå med feber, og de fortalte straks Jesus om hende. Så gik han hen og tog hendes hånd og rejste hende op, og feberen forlod hende, og hun sørgede for dem (Markus 1,29-31).

Svigermor har noget at gøre med din Gud og Skaber. Hun er elsket af ham. Sådan som Jesus, Guds Søn, hjalp Peters svigermor, vil han også være din svigermors Frelser og Hjælper. - Peters svigermor blev rask og “sørgede for dem”. Hun hjalp til i familien, sådan som hun mærkede, at Jesus selv levede og åndede for at hjælpe og tjene andre.

Jesus vil både være herre for dig, som har en svigermor, og for dig, som selv er svigermor. Hvad kan det ikke komme til at betyde for jer!

LGJ, www.vivit.dk. post@vivit.dk