Andagt
Lukas 24,46-47 og 50-51: Og han sagde til dem: «Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem. ... Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen.
Evangeliet på Kristi Himmelfartsdag tager os med ind i velsignelsens hemmelighed. Det viser os, at Guds velsignelse har en stor omkostning. Og at Guds velsignelse er værdifuld og nødvendig for os, netop fordi den er kostbar.
Umiddelbart før Jesus velsignede sine disciple, sagde han jo: “Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå – og det skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse ”. Og da han kort efter på Oliebjerget udenfor Jerusallem løftede sine hænder og velsignede dem, var det de gennemborede hænder, de så. Guds velsignelse er velsignelse fra ham, som led og opstod, altså fra den korsfæstede Jesus Kristus.
Derfor må vi aldrig ønske os nogen anden velsignelse end den, der bærer mærkerne af hans lidelse og død for os.
Hvis nogen tager velsignelsen i sine egne hænder og giver sig af med at velsigne i kirkens navn uden at prædike omvendelse til syndernes forladelse, er velsignelsen ikke fra Gud. For man har erstattet den kostbare velsignelse, Jesus købte til os med sin lidelse, død og opstandelse med en letkøbt social anerkendelse.
Det er måske rart nok, at få menneskers accept. Men når det gælder tilgivelse og frelse, nyttter kun den velsignelse, som kostede Guds søn livet i vort sted, og som vender os om til syndernes forladelse.
Herren velsigne dig og bevare dig! + + +