Andagt
Lukas 2,41-52: Jesus som 12-årig i templet.
Da Jesus var 12 år blev han væk for Josef og Maria. De opdagede det på rejsen hjem fra påskefesten i Jerusalem. Først ledte de efter ham blandt venner og familie i rejsefølget. Da de ikke fandt ham vendte de tilbage til Jerusalem, hvor de lede forgæves i to dage. Efter tre dage fandt de ham i templet. Men nok ikke fordi de ledte efter ham dér. Snarere fordi de havde opgivet at finde ham. De gik til templet hen i for at bede. Med skyld og selvbebrejdelser. Men meningsløshed og håbløshed malet i ansigterne. - Og dér var han. Han var, hvor de kom til Gud i bøn - i Helligdommen.
Sådan kan det også gå for mig. Jeg kan ikke finde Gud. Han er blevet væk. Jeg har søgt i familien og blandt venner. Også i bibelkredsen, hvor jeg tidligere mærkede Guds nærvær. Men han var der ikke længere. - Nogle sagde til mig, at det bare er sådan det er. "Du må revidere din kristendomsforståelse. Gud findes ikke sådan personligt. Det er kun noget, man føler eller ikke føler. Du har kun dig selv at stole på."
Men det kunne jeg ikke affinde mig med. Jeg søgte videre efter Gud i min egen historie, i min barndom og ungdom. Der var han jo engang. Men hvad nytter det i dag, hvis han er borte i dag? Jesus Kristus er ikke mere i mit hjerte og i min familie.
Da går jeg i kirke ligesom Josef og Maria gjorde. Ikke for at finde Jesus, men fordi jeg ikke kan finde ham. Jeg kommer i kirke midt i min krise for at bede en sidste bøn til den Gud, som ikke længere findes i mit liv. Og da. Da er han der, midt i meningsløsheden og selvbebrejdelserne. Han er der midt i skylden og døden. Han er, hvor jeg beder. Jeg hører hans tilgivelse. Og præsten giver mig brød og vin og siger: "Det er Jesu legeme! Det er Jesu blod!" Jeg mærker det som aldrig før: Gud hører min bøn og kommer til mig i brød og vin. En skræmmende og trøstende oplevelse.