Guds ære

"Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag." (Lukas 2,13)

I en tid, hvor økonomisk fremgang, ny teknik, menneskelig skønhed og evig ungdom æres, lovprises og tilbedes, er det befriende at lytte til englesangen. For her er ikke noget som helst at leve op til. Her er det jo ikke os selv, der skal æres og takkes, men Gud. Og vi får ét eneste ønske: At få del i den glæde og fred, som englesangen lover mennesker med Guds velbehag.

"Ære være Gud i det højeste!" Først rettes al opmærksomhed mod det ringe og uanselige barn i mørket. Derefter peger projektøren op mod himlen. Og der lyder et brus til Guds ære. Englene binder himmel og jord sammen. I deres sang forener de det ringeste blandt mennesker med det højeste hos Gud. - For Gud vil være i usselhed og ringhed hos det menneske, som faldt fra ham og blev dødens bytte. Samtidig er han dog stadig Gud, som bør tilbedes og æres i al evighed.

Gud siger: "Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte" (Es 57,15). - Hvem kan få det til at rime? Det kan Jesus. I ham har vi altid grund til at ære og prise Gud.

Hvad så med sorg og savn? Hvad med de lidelser, vi selv og andre kender til? Skal man ære og takke Gud for det? Nej! Men vi kan takke ham for, at vi har fået Jesus, hans egen Søn, hos os midt i livet og midt i døden.

Pris være Gud i sang og bøn,

som skænked os sin egen Søn!

Så vil vi glemme sorg og savn

og holde jul i Jesu navn!

(DS 79v10)