Tegnet

"Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." (Lukas 2,12)

Det er kommet på mode at beskæftige sig med det guddommelige. Åndelige fænomener er blevet interessante. Eksemplerne i ugeblade og TV er mange. Ikke så få kristne følger også med moden, når de spejder efter og har nok i følelsen af, at Helligånden virker i deres liv. Guds tilgivelse derimod, spørges der ikke meget efter.

Til alle os, som hungrer efter nye åndelige tegn, siger englen: "Dette er tegnet, I får: I skal finde et barn!" Her peger projektøren ikke opad mod himlen og store åbenbaringer. Heller ikke indad i den enkeltes følelsesliv. Men nedad! Tegnet er placeret i mørke og usselhed: "Et barn i en krybbe!" Guds Søn blev menneske. Og som menneske tog han en tjeners skikkelse på. Han bøjede sig under Guds vilje og døde på et kors. Det er det store tegn fra Gud.

Jesus' samtid var religiøs, ligesom vores tid er det. Men Jesus gav dem ikke de tegn, de krævede. Derfor korsfæstede de ham. På samme måde er der fare for, at den sande Jesus tilsidesættes til fordel for en ny "åndelighed".

Det er ikke nok, at vi søger Gud i det overnaturlige. Vi må søge ham, hvor han vil åbenbare sig for os. Han peger selv på prædikenen, dåben og nadveren. Og han føjer til, at vi også har med ham at gøre, når vi tjener den syge, fattige og nødstedte bror og søster.

Så lad os mærke tegnet ret:

i stalden hist, i krybbe lagt,

der vil vi finde barnet lagt,

som har al verden i sin magt.

(DS 79v3)