Det er sket i virkeligheden

Lukas 2,1: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.

Juleevangeliet beretter om noget, der er sket på en helt bestemt tid i denne verdens historie. Der an­gives tid og sted. Det skete i de dage, da Augustus var kejser i Rom. Det skete i Betlehem. Evangelisten Lukas gik grundigt til værks, da han skrev sit evan­gelium. Han fortæller i indledningen, at han opsøgte øjenvidner og talte med ordets tjenere. Han under­streger dermed, at evangeliet er ikke eventyr, men handler om det, som har fundet sted iblandt os (Lukas 1,1-4). "I dag er der født jer en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren!" (Lukas 2,10)

Dermed er der sagt noget afgørende om at være kristen. Det handler ikke om at drømme sig væk fra virkeligheden ind i et eventyr. Det handler derimod om at kende sandheden om, hvem vi selv er, og hvem Gud er, og hvad han i virkeligheden har gjort for os. Det er at tage livet alvorligt på godt og ondt og at stole på Jesus Kristus. Her - midt i vores virkelige liv - midt i menneskehe­dens historie - trådte Gud selv ind som menneske. Han lod sig føde. Han blev ét med os. Han vil have kontakt. Han vil for­ene sig med os og genoprette fælles­skabet og frelse dig. Han vil give os troen. Han vil, at vi tager imod tilgivelsen og det evige liv fra ham. For "det skete".

Begivenhederne den første jul i Betlehem om et lille barns fødsel er selve Guds fødsel som menneske midt iblandt os. Barnet er Jesus Kristus, som siden blev korsfæstet, døde og opstod fra graven. Han lever i dag!

Evangelisk Luthersk Frikirke. www.vivit.dk. post@vivit.dk