.
Lukas 18,35-39: Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: "Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi." Da råbte han: "Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!" De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: "Davids søn, forbarm dig over mig!" Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham.
Tiggeri kan forstyrre. Det mente folkeskaren, som var på vej til Jerusalem sammen med Jesus. Mennesker var begejstredte for Jesus og så frem til, at han skulle indsættes som Konge i Jerusalem. Og derfor var der ikke tid til en tigger og hans tiggeri. Han forstyrrede det vigtige, som skulle ske. - Men Jesus mente noget andet. Han standsede og satte tiggeren i centrum.
En hastelov om at forbyde tiggeri blev i sommeren 2017 vedtaget af Folketinget. Den nye lov skærper straffen for såkaldt "utryghedsskabende tiggeri". Tiggere risikerer fremover 14 dages ubetinget fængsel, hvis de tigger på gågader, stationer eller i offentlig transport. Loven blev vedtaget med 78 stemmer for og 23 imod. - - Jo, tiggere kan forstyrre os og gøre os utrygge. Det gider vi danskere ikke at finde os i. Vi har jo regler for kontanthjælp. Mennesker i nød kan bare henvende sig til kommunen!
Det er sandt, at tiggere kan være uforskammede og gøre andre utrygge. Folketinget har ret til at lovgive imod det. Men evangeliet på søndag om Jesus og en blind tigger vil få os til at stoppe op. Og endnu vigtigere: JESUS stopper op og vil have kontakt med tiggeren. - Evangeliet handler om, at Guds Søn kom til os, for at være frelser for tiggere.
Egentlig er alle kristne jo tiggere. Dagligt tigger du jo om brød og om tilgivelse: "Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld!" Og det er Jesus, der selv har lært os at tigge på denne måde. Og tænk, hvis Gud straffede os for at plage ham på en uforskammet måde? Men det gør han ikke. Han elsker tiggere. Det må vi være glade for! Derfor kan vi bare tigge løs og stole på Jesus Kristus.