Lad det stå et år til!

Lukas 13,6-9: Så fortalte han denne lignelse: "En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om."

Jesus fortæller om en mand, som havde et figentræ. Tre år i træk bar det ingen frugt. Og han talte med sin gartner om problemet. Det var usandsynligt, at træet nogensinde ville bære frugt. Men gartneren foreslog at give det ét år mere. Og han lovede at grave og gøde omkring figentræet. Han tog på den måde ansvar for figentræet.

Måske er det fortællingen om, at Gud gennem sin Søn, Jesus, i tre år ventede på, at det jødiske folk ville omvende sig og bære frugt. Men mange figentræer (= mennesker) bar ingen frugt. De omvendte sig ikke til syndernes forladelse og bar derfor ikke frugt for Gud og deres medmennesker. Hvad var der mere at gøre med dem? Og hvad mere er der at gøre med os, hvis vi ikke bærer frugt for Gud og vor næste?

Jesus fortæller, at gartneren gik i forbøn for figentræet: "Lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning." ... Er det mon fortællingen om, at Jesus efter tre år gik i forbøn for det jødiske folk og for os og derefter ofrede sig selv ind i døden for deres og vore synder? Er det fortællingen om, at Jesus opstod fra de døde og nu graver og gøder vore hjerter med evangeliet? Han viser os vores skyld, når vi ikke bærer frugt for andre. Og han gøder os med syndernes forladelse. Sådan vil han omvende os til syndernes forladelse og skabe frugt for Gud og for vor næste.

Ugens andagt fra www.vivit.dk, post@vivit.dk. LGJ