Retur til andagter

 

Din skat

For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.
Luk 12,34

Denne påstand behøver man ikke at være kristen for at sige ja til. For vi indser alle umiddelbart, at det er sandt. Vi har vort hjerte der, hvor vi har vores skat. Sådan er det. Men hvad kan vi bruge det til? Det kan måske hjælpe os til at overveje, hvad vi i grunden anser for at være vores skat. Da opdager vi samtidig, hvor vi har vort hjerte. Og da kan vi spørge os selv, om vi ikke burde have vort hjerte et andet sted, nemlig hvor der er en skat, som kan frelse og redde os!

I jagten på den skat, kan vi kaste os over Lukasevangeliet i september måned. Begynd f.eks. med kapitel 12, hvorfra månedens bibelvers er hentet. Her fortæller Jesus bl.a. ”Lignelsen om den rige bonde”, ”Om bekymringer” og ”Skatten i Himlen”. Det er skuffende at læse om ”den rige bonde”. Han følte sig velsignet og rig, fordi han havde tjent godt. Men han døde pludselig og skulle stå til regnskab overfor Gud. Derefter fortæller Jesus, hvordan bekymringer kan fylde med usikkerhed, utryghed, uvished. ”I lidettroende.”

Da er det fantastisk, at Jesus samtidig siger: ”Klæder Gud således det græs, der står på marken i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarer ikke jer, I lidettroende. … Frygt ikke du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.” (Lukas 12,28-32). Sådan siger han til os, som ligner den rige bonde, og som bekym­rer os op over begge ører. Af nåde. Helt gratis. For sådan er Gud. Skatten kommer til os.

Det er kernen i Lukasevangeliet. Lukas begynder med at fortælle: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by … I skal finde et barn” (Luk 2,10-12). Og han slutter med en røver, som Jesus tog med ind i sit rige (Luk 23,42). Frelseren døde selv på korset og opstod. Det skal prædikes for alle folkeslag – også for os (Luk 24,46-47). Frygt ikke. Her er din skat!

Bøn: Jesus Kristus! Komme dit rige. Forlad os vor skyld. Tak, at du møder min ringe tro og min usikkerhed med trofasthed, tilgivelse og frelse. Amen.