.
Gemmer på lovsang
Lukas 1,46-50: Da sagde Maria: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn,
og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt.Når vi er glade, er der altid en årsag. Og når vi giver udtryk for glæde, hænger det meget sammen med, at der er nogen, som vil glæde sig med os. Ellers holder vi hellere glæden for os selv.
Sådan er det også med Marias lovsang. Den har sin årsag i det store under, at Maria skal være Herrens moder. Og den bryder frem i en bestemt situation. Det antydes med det lille ord ”da”. Da sagde Maria … Indtil da havde lovsangen været gemt i hendes hjerte, gemt som en skat, hun bar på, men ikke turde synge om og ikke kunne komme af med.
Gemmer du måske også på en lovsang? Hvis ikke, så er der mulighed for at få en lovsang, når vi lytter til Maria. Hun synger nemlig for os.
www.vivit.dk. Den Evangelisk-Lutherske Frikirke. LGJ. post@vivit.dk