Tilbage til forsiden
Andagt

Omvendelse til tilgivelse

Lukas 1,16: ... og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud.

Hvad er omvendelse? Hvis vi selv skulle svare, ville vi måske sige: Det er forbedring, at jeg bliver et bedre menneske. Det er omvendelse." Sådan forstod de fleste jøder omvendelsen. At gå i sig selv og leve mere efter Guds vilje og frelse sig selv ved sin forbedring. - Men kristen omvendelse er ikke, at vi frelser os selv ved at forbedre os.

Kristen omvendelse er at vende om til ham, som har skabt dig, og få hans tilgivelse. Hør Lukas 1,16: ”Mange af Israels børn skal han (Johannes Døber) føre tilbage til Herren deres Gud.” OMVENDE er at FØRE TILBAGE TIL HAM, DU STAMMER FRA! Og Lukas 1,17: ”Han (Johannes Døber) skal vende fædres hjerte til deres børn.” Skal en fars hjerte ikke banke for sine børn? Jo! Omvendelse er også at blive ført tilbage til hinanden, til at elske og ære i ægteskabet og familien og i Guds menighed. Tilbage til Guds kald! Det handler egentlig ikke om, hvad vi gør, men hos hvem vi er.

Hør flere ord om omvendelse: Lukas 1,77: ”Han (igen Johannes Døber) skal lære folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed.” Det gælder om at kende Frelsen. Og Jesus siger efter sin opstandelse i Lukas 24,47: ”... og i hans navn (dvs. Jesu navn) skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.”

Omvendelse er ikke omvendelse til at gøre det bedre, men til syndernes forladelse. Og da gør du det måske anderledes sidenhen. Helt sikkert. Men omvendelse er ikke forbedring. Det er at blive vendt til Guds nåde og tilgivelse!.

Ugens andagt fra www.vivit.dk, post@vivit.dk. LGJ