Klage og håbHerren er god mod den, der håber på ham, mod det menneske, der søger ham. (Klagesangene 3,25) Det er ikke rart at høre på klager. Vi vil hellere lytte til optimisme og glæde! - Men hvis der virkelig er grund til at være bedrøvet og klage, bliver vi stille. Vi lytter til det menneske, som er ramt. Og hvis det er os selv, der er ramt i sjælen, da er det godt at have nogen at klage sin nød til. Klagesangene i Gamle Testamente er en gave fra Gud til hans folk i en vanskelig tid. Nøden dengang var, at Gud havde ført sit folk i fangenskab på grund af deres frafald og ulydighed. Templet var i Jerusalem var ødelagt, og de havde mistet alt. Det eneste, de havde tilbage, var hinanden og Guds løfte, at han ville føre dem tilbage til landet efter 70 år og oprette en ny pagt, når Messias kom. I Klagesangene kap.3,1-20 taler ”manden, som har oplevet lidelse” (Klages 3,1). Ordene er det nærmeste, man kommer en beskrivelse af Jesu lidelse og smerte, da han blev dømt, pint og korsfæstet. Gennem Guds løfter om udfrielse og frelse var Messias hos Guds folk i fangenskabet. Derfor kunne de udstå deres lidelse med håb og synge: Men dette lægger jeg mig på sinde, derfor vil jeg vente: Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor (Klages 3,21-23). De troende blandt de tilfangetagne klyngede sig til, at Gud ville opfylde sit løfte på deres børn og børnebørn. Derfor levede de i det fremmede med håb. De giftede sig, fødte børn, byggede huse og arbejdede (Jeremias kap. 29). Derfor kunne de glæde sig, selv om de boede som fremmede i Babylon. I Klagesangene hører vi deres klage og håb. Efter at have klaget i første del af kapitel 3, synges der med håb og glæde: ”Herren er god mod den, der håber på ham, mod det menneske, der søger ham” (v25). Jesus, som er vores Messias, redder os fra syndens og dødens fangenskab ved at lide døden for os og opstå fra graven. Han vil være hos os. Lad os klynge os til Guds løfter! Idé: Læs Klagesangene 1-5 og klag og håb sammen med Guds folk! Illustration Jens Nex. Tekst Leif G. Jensen. www.vivit.dk, oktober 2012 |