.

Tilbage til forsiden
Andagt

Dødstegn, som er livstegn

Jonas Bog 1-2

Fortællingen om Jonas og havdyret kan måske hjælpe os, når vi uventet rammes af ulykke. Se nemlig, hvordan det, der tydede på undergang for Jonas, alligevel blev vendt til noget godt. Gud havde talt til Jonas og sagt, at han skulle gå til storbyen Ninive med et budskab fra Gud. Men Jonas valgte i stedet charterferie på Middelhavet. Og da kom ulykkerne væltende:

En storm slog skibet ud af kurs og truede med undergang. Søfolkene var alle afgudsdyrkere. Der står, at de råbte om hjælp til hver deres Gud, mens Jonas sov (Jonas Bog 1). - Gud var ved at vende disse mennesker om til sig. Han brugte Jonas’ ulydighed dertil. Det var Herren, som sendte stormen, som de oplevede som livstruende. Men stormen blev deres station på vejen tilbage til Gud. Stormen var et livstegn! Derefter blev Jonas kastet i havet, og et havdyr slugte ham. Igen kunne det jo kun forstås som hans undergang. Profeten Jonas, bad fra havdyret til Gud: "Du havde kastet mig i dybet, i havets skød, strømmene omgav mig, alle dine brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig; får jeg igen dit hellige tempel at se?" (Jonas Bog 2). Men alligevel blev det hans redning. For et havdyr slugte ham, og han var 3 døgn i havdybet.

Sådan er der også ting i vores liv, som isoleret set ser ud til at fratage os livet. Men det er Gud, som i sin godhed vil føre os til omvendelse og gøre vort liv til velsignelse for andre mennesker. Du kæmper måske desperat med et problem og ser ingen udvej. Men Gud er den levende Gud, som virker i dit liv, også gennem storme, sygdom og lidelse.

Stormen og havdyret var ikke Jonas’ undergang, men hans redning. Og det, som er svært i dit liv, det er fra Gud! Derfor kan du bede, som Jonas gjorde: ”Men du, Herre min Gud , løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel. De, der dyrker falske guder, svigter troskaben mod dig. Men jeg vil ofre til dig med takkesang; jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde. Frelsen kommer fra Herren!” (Jonas 2). Når du er døbt til at tilhøre Gud Fader, Søn og Helligånd, kan du råbe til din Gud. Og han redder dig fra synd og død. Inden længe vil du erfare hans redning. Enten ved at du mærker hans hjælp i sygdom, eller ved at han henter dig hjem til sig gennem døden, så du er hos ham i herlighed for evigt og altid.

LGJ, www.vivit.dk. post@vivit.dk