”Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Det undrede jøderne, hvordan han var kommet over søen. Gennesaret sø. 13 km bred, 21 km lang, 43 m dyb. Som et stykke af Storebælt. De havde været hos ham på den anden side af søen, i ørkenom­rådet, hvor han havde givet dem mad. Johannes fortæller lige før vores tekst, at de vidste helt sikkert, at Jesus var ikke taget med disciplene, da de sejlede tilbage til Kapernaum om aftenen. Men om morgenen var han ikke til at se. Og nu fandt det ham i Kapernaum. Hvordan gik det til?

Disciplene kendte svaret. Jesus kom tilbage til Kapernaum i løbet af natten. Han gik over havet. Han, som sørgede for mad til 5000, kan gå på havet. Han er den Herre, der griber ind i naturens orden og bruger naturen til gavn for mennesker. Derfor blev den skabt! Men med syndefaldet fik den lov at møde os med modstand, vi ikke kan overvinde: tjørn og tidsel, og den legemlige død. Derfor sætter Gud nogle gange naturens love og regler ud af kraft for at redde os. Særligt når vi dør. Men også mange andre gange i livet, når han underfuldt redder os. Det gør Faderen sammen med sin Søn, Jesus Kris­tus. Han siger sådan om sig selv: ”Jeg er det brød, som kommer ned fra himlen og giver verden liv” (v33). ”Verden” – altså også os som er i kirke.

Sådan viser evangeliet, hvem Jesus er: At han er ét med sin Far og gør, hvad intet menneske kan. Og samtidig er han et menneske som os. Han var selv alene i en ørken, hvor han led sult, indtil hans far lod det få ende. Og han giver de andre mad. Og han er jo også det menneske, som i påsken blev fanget, hånet, pisket og korsfæstet. Han døde som en forbryder på et kors. Han sank han ned i under­gangens grav belæsset med alle vore synder. Men han går på bølgerne og redder disciplene i stormen.