.
Et underligt spørgsmål
Johannes 5,6.7: Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: «Vil du være rask?» Den syge svarede: «Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.»
Jesus møder en mand ved Bethesdas dam i Jerusalem. Manden har været lam i 38 år. Jesus helbreder ham. Men først spørger han: "Vil du være rask?" Vi studser. Skulle det være nødvendigt at spørge en syg, om han vil være rask? Alligevel rammer det måske både den lammes og vores situation: "Vil du være rask, eller ligger du ved dammen, fordi du nu engang plejer at ligge der?" "Hvilke forventninger har du her til morgen?"
Den lamme mand havde ikke de store forventninger. Vi mærker på ham, at han nærmest havde givet op. For han sagde: "Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør." Sådan kan der også være ting i vores liv, vi nærmest har givet op overfor. Vi sidder fast i problemet. Vi søgte hjælp i en periode, men faldt tilbage og har resigneret og givet op. Viljen blev svagere og svagere. Vi holdt op med at håbe. Vi havde ikke andre mennesker, som kunne hjælpe. Og vi kunne ikke hjælpe os selv.
Evangeliet fortæller, at der findes ét menneske, som kan og vil hjælpe os. Det er Guds Søn, som blev menneske! Han blev menneske for at give os liv. Jesus er det menneske, som vil hjælpe. Han kom dengang til Betesdas dam. Og han er hos os i lidelsen og skylden, og han stiller det underslige spørgsmål, for at vække vores forventninger og give os håb. Jesus' tilstedeværelse og et ord fra ham ændrer alt. Hvor der ikke længere er håb, giver han håb. - For den lamme mand ved Bethesdas dam blev 38 år med lidelse visket ud. Han vil også gøre det for os - her i livet - og på opstandelsens dag. Vi har virkelig grund til at tro på Jesus Kristus, som led for os på korset og opstod fra graven
LGJ, www.vivit.dk. post@vivit.dk