Tilbage til forsiden

Andagt

Svar på lidelse og død

Da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: "Jeg tørster." (Johannes 19,28)

Sådan fortæller evangelisten Johannes i forbindelse med Jesus' korsfæstelse. Men hvad kommer det os ved, at et menneske for 2000 år siden tørstede under sin henrettelse. Har vi ikke nok at gøre med at forholde os til vores egen død og til lidelse og nød i vores egen tid?

Jo, det er store og vanskelige spørgsmål, som vi ikke kan skyde fra os. Men hvordan forholder vi os så i virkeligheden til vores egen død og til andres lidelse? - Tænk blot på den lidelse, som du selv kan være årsag til i din familie og hos dine nærmeste. Kan du klare at blive konfronteret med din personlige skyld? Kan du udholde at leve med den tanke, at du skal stå til regnskab overfor din Skaber med det, du har gjort i dit liv?

Det er her, de ord, Jesus talte på korset, kommer ind. Han råbte: "Jeg tørster!" Evangelisten understreger, at han gjorde det, for at Skriften skulle opfyldes.

Gud har gennem sine profeter forudsagt, både hvordan og hvorfor Jesus skulle dø. Profeternes skrifter er samlet i Det gamle Testamente og kaldes af Jesus for "Skriften". Han peger med sine ord fra korset ud over sin egen lidelse og siger til os: "Læs i Bibelen om jeres egen lidelse og død - og se min korsdød i lys heraf!" Sådan finder vi ind til kernen i den lidelse og nød, som til alle tider har gjort livet svært og uudholdeligt at leve. Og i lys af Jesus' korsdød bliver det muligt for os at møde både lidelse og død med håb.

LGJ, www.vivit.dk. post@vivit.dk