Dér er hun!
Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn." Derpå sagde han til disciplen: "Dér er din mor." (Joh 19,26f)
Der er noget rastløst over menneskelivet. Vi kalder det nogle gange for "travlhed". Vi undskylder os med, at vi skal nå så meget. Og ofte tror vi selv på det. Men måske burde vi somme tider snarere kalde det "utroskab".
Når man er nygift, er der tid til bryllupsrejse og kærtegn. Men hvordan overrasker du din ægtefælle med kærlighed 7 eller 27 år efter? Er det nye køkken, du "gav" hende, en erstatning for dig selv? - Mens børnene er små, tager man orlov en kortere periode. Men hvad får børnene, når forældrene snart igen er oppe på fuld tid? Er videomaskinen, I gav børnene, i virkeligheden erstatning for den forståelse, I ikke viste dem?
Det kan være en befrielse, når vi får vished for, at der er ét bestemt menneske, vi skal elske og ofre os for. En mor mærker det overfor det nyfødte spædbarn. Og vi fornemmer det i forhold til en gammel far, som kun har få måneder tilbage. Og hvad betyder det ikke for spædbarnet og for den gamle i slægten at der er tid til omsorg og fællesskab? Men hvad i alle de mellemliggende år? Hvem kan fortælle os, at det betyder alt, at vi også giver os til hinanden midt i livet?
Jesus Kristus kan! Da han hang på korset, stod hans mor og den discipel, han elskede, nedenfor. Jesus sagde til disciplen: "Dér er din mor!" Og til sin mor sagde han: "Dér er din søn!" Sådan gav han dem til hinanden, så det ikke var til at komme udenom!
Vi har brug for to ting: For tilgivelse for den travlhed og rastløshed, som i virkeligheden er utroskab. Og for at høre efter, når Gud siger til os: "Dér er hun!" Dér er din mor, dit barn og din ægtefælle.