Tilbage til forsiden

Andagt

Mere retfærdig end Gud?

Kan et menneske være mere retfærdigt end Gud? Job 4,17

Det er ikke et teoretisk spørgsmål. Der spørges for alvor!

Job havde mistet sine børn ved en ulykke. Og som om det ikke var nok, blev han også selv ramt af bylder fra top til tå. Hans kone havde fået nok: "Forband Gud og dø!" sagde hun. Men Job svarede: "Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde!" Ufatteligt. Hvordan kan troen være så stærk? Men det kunne han heller ikke - i hvert fald ikke i længden.

Hans venner kom på besøg. Først sad de tavse hos ham. Men da Job forbandede den dag, han blev født, sagde en af dem: "Kan et menneske være mere retfærdigt end Gud?" Vennen mente, at Jobs lidelse måtte have sin årsag i noget, Job havde gjort forkert. Men Job vidste, at det ikke var tilfældet. Hvordan det ellers hang sammen, vidste han intet om. Livet var gået i stykker!

Lidelse rammer for det meste i flæng. Meningsløst! Men faktisk rammer den ikke kun i flæng. Den rammer os alle. Om ikke før så i alderdommen. Ingen går fri. - Hvad så? Er Gud uretfærdig, når vi rammes af lidelse og dør?

I Romerbrevet kap. 8 taler Paulus om lidelsen her i tiden. Han har lært, at lidelse og død rammer alle, fordi vi alle er syndere (Rom 6,23). Men han ved også, at Jesus Kristus frelser midt i lidelse og død (Rom 8,18.31-37).

Job bevidner denne tro: "Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden!" (Job 19,25).

www.vivit.dk/andagt. post@vivit.dk. LGJ