Tilbage til forsiden

Andagt

Min nye kalender 

Jakobsbrevet 4,13-15: Og nu I, som siger: «I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge». I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: «Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det.»

Jeg fik en Mayland kalender af min søster i julegave. Med alle det nye års datoer. Jeg vil skrive i den. Planlægge. Parallelt med min Google-kalender. Det hører jo med til at leve. Dejligt med en åben og ny kalender, hvor jeg kan bestemme over min fremtid og skrive ned, hvordan den skal blive! - Og så aner jeg alligevel ingenting. Ligesom min søster heller ikke kender 2018. Vi talte om det i julen. Jo, hun har planer for sig og sin mand, ligesom jeg har for mig og min familie. Men vi har også bekymringer. Året kan blive langt bedre, end vi tror. Men vi kan også rammes af ulykker.

Da er det rammende at læse i Jakobsbrevet 4: "I, som ikke aner, hvordan jeres liv er morgen ... I er jo kun en tåge". Det rammer min søster. Og mig. Og det ændrer min kalenderskrivning radikalt. Jeg aner jo ikke, hvordan mit liv er i morgen. Hvorfor så planlægge? - Jo, planlægge må jeg. Det skal jeg. For min egen skyld. For min menigheds skyld. For min families skyld. Fordi det hører med til at leve. ... Men når jeg tænker efter, hvad nytter det så? Da jeg jo kun er en tåge, hvad nytter så al min planlægning?

Godt, at Jakob har mere at sige om min kalender. Han uddyber med disse ord: Og nu, I, som siger: "I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge" - I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: "Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det." (Jakob 4,13-15).

Da jeg læste det, skrev jeg forrest i min nye kalender: "Jeg er jo kun en tåge. Men hvis Herren vil, så skal jeg leve og kan gøre det og det." Det vil være mit nytårsforsæt: at tænke på disse ord fra Gud, når jeg skriver nyt i min Mayland og Google-kalender. Og jeg vil bede: "Far i Himmelen, mind mig om, at jeg kun lever, fordi du vil at jeg lever. Og vis mig, hvad du vil, at jeg skal leve for. Hjælp mig til at skrive kalenderen forud - og takke dig bagud."

Godt nytår i Jesu navn!

Ugens andagt fra www.vivit.dk, post@vivit.dk