<<<- RETUR til Andagt

... for min frelse er kommet nær

Dette siger Herren: Tag vare på ret og øv retfærdighed, for min frelse er kommet nær, og min retfærdighed skal snart åbenbares.
Esajas 56,1

Vi ved, at vi skal være gode mod andre. Det er indlysende. Men det er også tydeligt, at der mangler meget, og at vi har svigtet og forbrudt os. Derfor forstår vi godt, når nogen opfordrer os og siger: "Gør godt mod andre! Vær retfærdig og vis kærlighed!" Vi har hørt det før!

Men den begrundelse, som novembers bibelord giver, er bemærkelsesværdig: "... for min frelse er kommet nær!" Begrundelsen er udelukkende positiv. Lidt ligesom juleevangeliet: "For i dag er der født jer en frelser!" Sådan frelser Gud. Han kommer os i forkøbet og venter ikke på, at det bliver bedre med os.

Sammenhængen mellem frelse og gode gerninger i hverdagen består ikke i, at vi ved at gøre godt, kan blive årsag til, at frelsen kommer nærmere. Det er lige modsat. Guds frelse er kommet nær; derfor bør vi gøre godt mod hinanden.

Frelsen er helt og holdent Guds gave til os. Og med tanke på så stor en gave, kaldes vi til at tjene hinanden og at ære Gud med vort liv. Det er nådigt af Gud at bruge så glædelig en begrundelse, når han sætter os på arbejde i hverdagen. Da kan vi tjene andre mennesker i vished og glæde.

Bøn: 
Kære Himmelske Fader! 
Tak, at din frelse er kommet os nær, da din Søn blev menneske.
Tak, at frelsen er os nær, når vi hører evangeliet om din nåde og tilgivelse forkyndt ind i vore hjerter.
Hjælp os i glæde derover at tage vare på ret og at øve retfærdighed. Amen.

LGJ

Lagt på www.vivit.dk/ordet 01.11.2004