Hvor får du det fra?
Nogle gange siger man for sjov og med en smule selvironi: "Hvor får jeg det dog fra?" Andre gange siger man det forundret: "Hvor får jeg det dog fra?"
Du vågnede her til morgen og mærkede, at du lever. Du ånder og kan røre dig. Du er til. Endnu en dag ligger foran dig. Endnu et lille stykke af livet serveres for dig. Hvor får du det fra? Fakta er, at du lever. Men hvad er fakta om livgiveren?
Arkeologer fandt for nogle år siden et alter i Athen med indskriften "for en ukendt gud". 2000 år tidligere omtales samme alter i forbindelse med apostelen Paulus ophold i byen. Med udgangspunkt i indskriften om "en ukendte gud" sagde han: Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer (Apostlenes Gerninger 17,22-23).
Evangeliet om Jesus Kristus svarer på, hvor du har det fra. Livets hemmelighed, som er ukendt og skjult for os mennesker, afdækkes og åbenbares for os i bibelens budskab. Den ukendte gud kommer til os som vores Skaber og Frelser, så vi kan kende ham og ære ham. Paulus sagde dengang: Han er ikke langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: 'Vi er også af hans slægt.'
Når du næste gang undres over, hvor du får det fra, så stil dig ikke tilfreds med at ære en ukendt gud, men lad det være en anledning for dig til at lytte til evangeliet om Jesus Kristus. Det forkyndes jo her på egnen. Det evangelium vender op og ned på meget hos os. Og det bedste af det hele er, at det også kan vende os om til den Herre, som gav os livet.