Tilbage til forsiden

Andagt

År 2000-problemet

"To små tal blev sparet væk og gav en hel del store problemer. ... For at spare plads i de første edb-systemer i 1960'erne skrev man årstal som to og ikke fire cifre. Derfor risikerer man nu, at 00 bliver læst som 1900 og ikke 2000. Det kan få betydning for de oplysninger, som er lagret i computeren."

Sådan gav en husomdelt folder fra Statens Informationstjeneste besked om år 2000-problemet op til nytår. Det var ikke godt, hvis EDB-systemer i fly, på hospitaler og varmeværker mistede orienteringen. Det kunne sætte meget i stå og få uoverskuelige følger.

På samme måde med os mennesker. Vi styres ikke af computere og årstal. Men det er nødvendigt, at vi "følger med tiden" og orienterer os rigtigt i tiden. Hvis du f.eks. er 30 år, men opfører dig, som om du var 5, har du problemer. Hvis du blev gift for 2 år siden, men lever som om du ikke er gift, har du og din ægtefælle problemer. Og hvis du fik et barn for 7 år siden, men ikke registrerer de behov, det nu har som 7-årig, får både barnet og du selv mange problemer frem over. Der er begivenheder og "mærkedage" i vores liv, som vi er nødt til at forholde os til. Hvis de forsvinder ud af vores bevidsthed, går det galt. Den vigtigste "mærkedag" har vi netop fejret: julen.

Selv om der har været stor ståhej omkring år 2000-skiftet, er det faktisk ligegyldigt, om vi lever i år 1999 eller 2000. Men det er ikke underordnet, om vi ser det nye år som et af årene "efter Kristi fødsel". Guds Søns fødsel fra evigheden ind i vores tid er den begivenhed, som mere end noget giver livet orientering og mening. Det er den begivenhed i verdenshistorien, som gør, at vi kan orientere os både i forhold til Gud, til os selv og til vore medmennesker.

Derfor er det egentlige "år 2000-problem" ikke et EDB-problem vedrørende de to første cifre i årstallet, men et livs-problem, hvor det gælder om at leve det nye år som et år ?efter Kristi fødsel?. For kun Kristus kan sikre os mod, at vores liv en dag bryder sammen.

Godt nytår!

Den Evangelisk-Lutherske Frikirke, LGJ, post@vivit.dk